Kommunen på nettet - på visse betingelser.

Om borgeres holdninger til elektronisk selvbetjening i det offentlige.

Ida-Elisabeth Andersen, projektleder, mag.scient.soc., Teknologirådet.

Borgere i Holstebro er ikke bange for at videregive oplysninger om sig selv til kommunen over internettet. Forudsat at datasikkerheden er i orden og oplysningerne ikke bliver misbrugt. Det er et at de overraskende resultater af projektet om kommunen på nettet, som Teknologirådet gennemførte sammen med Holstebro kommune. Bag accepten af samkørsel af data og såkaldt “venlig overvågning” gemmer sig tilsyneladende en stor tillid til, at kommunen vil forstå at omgås de nye teknologiske muligheder for overvågning og kontrol med borgerne på en etisk forsvarlig måde. Men der gemmer sig også en resignation over den hastige udvikling i informationssamfundet og en rådvildhed om, hvordan man som borger skal forholde sig til overvågning og til spørgsmål som, hvor grænserne går for privatlivets fred.

Indledning

Det skal være let for borgerne at få kontakt med det offentlige døgnet rundt. Dette er et vigtigt mål i regeringens IT-politiske redegørelse fra december 1999. Med loven om digital signatur fra 18. maj, 2000, skulle sikkerheden i systemet være klar til, at kommunerne i stadig højere grad bruger internettet til at betjene borgerne. Det er baggrunden for Teknologirådets projekt om “kommunen på nettet”, som ser på elektronisk selvbetjening, herunder blanketservice, udfra borgernes synsvinkel. Det er borgere fra Holstebro kommune, som er blevet interviewet i projektet.

Teknologien giver løfter om hurtigere og bedre information og nemmere og mere fleksibel adgang til information og kommunikation. Dermed også om øget åbenhed og indblik i de politiske beslutningsprocesser, samt bedre mulighed for at få indsigt i forvaltningen og grundlaget for dens beslutninger.

Teknologien indebærer dog ikke i sig selv, at der vil ske sådanne forandringer. Der er mange betingelser som skal opfyldes for, at teknologiens løfter kan blive til realitet. En af dem er, at borgerne ønsker at bruge de nye muligheder. En anden betingelse er, at det offentlige udvikler systemer, organisation, medarbejderkompetancer m.v., der passer til borgernes behov. Derfor er det vigtigt at inddrage en borgervinkel i debatten om krav og ønsker til fremtidens digitale forvaltning. Borgervinklen er med andre ord vigtig ikke alene af demokratiske grunde, men også af funktionelle grunde: Teknologien vil ikke komme til at fungere, hvis borgerne ikke kan eller vil bruge den til at betjene sig selv.

I artiklen gennemgår jeg projektforløb og hovedresultater. Herefter vil jeg fremhæve nogle punkter, som jeg mener, at det vil være interessant og vigtigt at gå videre med - dels som forskningsopgaver, dels i praktisk dialog og samarbejde mellem borgere og myndigheder ^[1].

Kort om forløbet

Projektets første fase i oktober 1999 var en caseundersøgelse i Holstebro kommune. Den omfattede blandt andet fokusgruppeinterviews med 21 borgere, udvalgt så de var forskellige med hensyn til erfaring med og indstilling til anvendelse af informationsteknologi. For at få en fælles ramme om interviewene blev de indledt med, at deltagerne så en videofilm, produceret til lejligheden. Her så de tre forskellige eksempler på, hvad elektronisk borgerbetjening kan indebære. Hvert eksempel blev ledsaget af kommentarer fra to eksperter, som pegede på potentielle positive og negative perspektiver.

Resultaterne af undersøgelsen blev i projektets anden fase diskuteret og vurderet på en ekspertworkshop i februar 2000. Her blev eksperterne stillet overfor spørgsmålet: Hvordan ser I på borgernes ønsker, og hvad skal der til for at realisere dem ^[2]?

Projektet indeholder hermed en vurdering af, hvad der er ønskeligt og hvad der er muligt, set fra både borgeres og eksperters synsvinkel. Eksperterne har endvidere forholdt sig til, hvor langt vi er - i samfundet og i kommunerne - i forhold til at virkeliggøre borgernes krav og ønsker til elektronisk selvbetjening.

Resultaterne er blandt andet blevet præsenteret på et borgermøde i Holstebro samt på et møde med Holstebro byråd. Herefter har Holstebro kommune besluttet at oprette et lokalt borgerpanel, som skal deltage i udviklingen af informationsstrategien i Holstebro kommune blandt andet ved at gå i dialog med politikere og forvaltning og vurdere og rådgive om kommunens informationstjenester. De borgere som var med i Teknologirådets projekt er inviteret til at deltage i dette borgerpanel.

Nem adgang til egne persondata

Undersøgelsen viste en generelt positiv holdning til elektronisk selvbetjening, som er på linie med tilsvarende undersøgelser. Det var en almindelige opfattelse , at elektronisk selvbetjening kan anvendes til serviceydelser, som både borgere og forvaltning kan få gavn af. Især når det gælder mere standardiserede transaktioner som blanketservice, f.eks. i forbindelse med flytning og lægeskift, som derved kan klares uden et personligt møde.

De ting, som borgerne lagde positiv vægt på i forbindelse med selvbetjening var:

nem adgang til kommunen uafhængig af tid og sted
mulighed for bedre service end nu, for eksempel ved at ydelser eller skat kan reguleres automatisk ved hjælp af overvågning
mulighed for øget åbenhed og gennemskuelighed
nem adgang til viden om institutioner og andre lokale forhold.

Komfort er tilsyneladende en vigtig målestok for vurdering af service. Det blev fremhævet, at det var en stor fordel, at man ikke skulle tage fri fra arbejde for at kunne komme i kontakt med det offentlige, men kunne sidde i ro og fred derhjemme, om aftenen, og ordne den slags ærinder. Der er hermed også klare forventninger til, at den digitale kommune er tilgængelig, når det passer borgeren.

Ønsket om selvbetjening ledsages af en lang række ønsker om f.eks. reel adgang og frit valg. Reel adgang betyder for Holstebro-borgerne, at der skal være brugervenlig netadgang for alle, som vil have det, til en rimelig pris. Den digitale forvaltning skal være åben, når borgerne har brug for den, og der skal informeres grundigt om tilbuddene. Frit valg betyder, at der skal være frit valg og ligestilling mellem elektronisk og personlig betjening, og at kommunen skal gøre en indsats for at få IT-forskrækkede grupper med.

Borgernes vigtigste ønsker drejer sig om åbenhed. Alle borgere skal således have:

nem adgang til egne persondata
nem adgang til at følge egne sager og til
kontrol med, hvad kommunen bruger borgerens persondata til

Ønsket om borgeres adgang til og kontrol med persondata deles af Holstebro kommune og er også fremhævet i regeringens IT poltiske redegørelse.

De fleste af deltagerne var fuldt indforstået med, at selvbetjening indebærer, at man skal lægge sit CPR- nummer på internettet - under den forudsætning at sikkerheden er i orden. De opfattede det som en risiko man må løbe, hvis man vil have den øgede komfort, som de betragtede som det vigtigste fortrin ved elektronisk selvbetjening

Det resultat, som måske er mest forbavsende, er borgernes holdning til samkøring af registre og overvågning. Borgerne i undersøgelsen tager generelt afstand fra ordet overvågning. Men skelner så mellem “venlig” overvågning og kontrollerende overvågning. Kontrollerende overvågning bruger myndighederne til kontrol med, at borgerne overholder love og regler. Venlig overvågning er myndighedernes håndsrækning til borgeren, som får hjælp til at holde styr på sit liv - eller i det mindste - sin skat, indbetaling af afgifter, boligstøtte og den slags mellemværender med kommunen. - Men der skal være regler for begge slags overvågning, og venlig overvågning kan kun foregå efter gensidig aftale. Kontrollerende overvågning, f.eks. for at afsløre socialt bedrageri, kan i sagens natur ikke aftales.

Det blev set som en fordel, hvis overvågning kan medvirke til at komme socialt bedrageri til livs. I den forbindelse blev det fremhævet, at derved kan vi måske undgå at komme i den situation, at borgere bliver sat til at overvåge og angive hinanden. Det opfattedes helt klart som myndighedernes ansvar og opgave.

Den positive holdning til overvågning har vi i rapporten kaldt “pragmatisk ubekymrethed”. Det skyldes at den tit blev ledsaget af en lidt resigneret bemærkning om, at det jo er en udvikling som er på vej og vil komme, uanset om borgere siger nej. Derfor kan vi lige så godt prøve at få det bedste ud af det.

Som nævnt så deltagerne sådan på det, at digitaliseringen gør information, herunder persondata, nemmere tilgængeligt, ikke alene for myndighederne men også for borgerne selv. Og den spontane og helt enige reaktion på præsentationen af persondata samlet i den såkaldte borgerkonto var da også ønsket om fuld adgang til egne persondata og kontrol med, hvad de indeholder og bliver brugt til.

Eksperter vurderer borgernes ønsker

Borgernes positive modtagelse af teknologien er altså ledsaget af en række ønsker til, hvordan den skal anvendes. Eksperterne fandt i vid udstrækning borgernes ønsker vigtige og rimelige. Disse ønsker er for en stor del ikke opfyldt i dag, og måske kan de blive svære at opfylde. ifølge eksperternes vurderinger

Eksperterne var langt hen ad vejen enige med borgerne, om hvad der var de vigtigste fordele ved den nye teknologi. Det gælder så fundamentale kvaliteter ved elektroniske selvbetjening som muligheden for døgnåbne kommuner. Det er ifølge eksperterne det vigtigste mål i startfasen, efterfulgt af målet om brugervenlige systemer og rimelige priser for brug af internet.

Men hvad vil det egentlig sige, at kommunen er døgnåben? Er det hele kommunen eller blot nogle bestemte tjenester? Kan kravet om døgnåben kommune ikke hurtigt blive meget dyrt, hvis det tages bogstaveligt? Og hvad med de små kommuner i den sammenhæng? Bliver de B-holds kommuner, hvis borgere må acceptere ringere elektronisk service end borgere fra A-holds kommuner? For at afværge den udvikling talte flere for, at kommunerne arbejder sammen om elektronisk selvbetjening og deler investeringer. Aktuelt arbejder Holstebro, Struer, Ikast og Herning på at etablere et fælles “call center”, hvor borgerne kan ringe op og få vejledning og betjening døgnet rundt..

Og hvad er brugervenlighed egentlig for noget, når det kommer til stykket? Det har mange arbejdet med i mange år, alligevel mangler der viden - og forskerne er uenige. Men dog enige om at brugervenlighed er nødvendigt for systemets effektivitet. I hvert fald hvis ideen er at så mange borgere som muligt skal ønske at bruge selvbetjeningsteknologien til at betjene sig selv og dermed frigøre ressourcer til andre formål?

Der er også brug for uddannelse til borgere med vidt forskellige behov og for ansatte i kommunerne. Samt brug for organisatoriske ændringer i kommunerne, så det bliver lettere for borgere at gennemskue, hvor i kommunen man tager sig af hvad.

Sikkerhed og åbenhed i fokus.

Eksperterne var således enige med borgerne i, at nem adgang til egne persondata og nem adgang til at følge egne sager er vigtige delmål for at opfylde det overordnede krav om at se sikkerhed og åbenhed som to sider af samme sag. Eksperterne lægger ligesom borgerne vægt på, at kommunen ikke må overdrage persondata til uvedkommende, og at kommunen skal begrænse sig selv gennem etik og god etikette. Kommunen skal altså passe på ikke lade alle du nye teknologisk muligheder for at indsamle og udveksle data løbe af med sig.

Hvem ejer persondata?

Princippet om at borgeren selv ejer og har kontrol med sine persondata fik pæn tilslutning blandt eksperterne. Flere afviste dog dette princip. De pegede på, at der ikke må være tvivl om, at det fortsat er myndighedernes ansvar, at den enkelte borgers persondata er korrekte. Nogle pegede på, at forvaltningerne simpelthen ikke kan fungere, hvis borgerne i bogstavelig forstand ejer data og skal spørges hver gang oplysningerne skal genbruges eller udveksles.

En nok så alvorlig barriere for, at borgerne kan få kontrol med egne data var dog, ifølge eksperternes vurdering, at udviklingen i øjeblikket ser ud til at gå i den modsatte retning. Det byggede de på følgende tendenser:

I flere IT-politiske udspil har der været klare ønsker om, at det skal gøres lettere for forvaltningerne at genbruge persondata, som er afgivet til det offentlige. Oplysningerne skal kun afgives een gang og kan så indgå i for eksempel datafællesskaber eller datadeling
Der er både i den offentlige.og den private sektor en stigende interesse for at kunne målrette markedsføring og yde bedre service, skræddersyet til den enkelte. Skræddersyning kræver nøje oplysning om kunden.
Persondata er guld. Offentlige, halvoffentlige og private forvaltere af personoplysninger sidder på en bunke guld og kan tjene penge på at sælge oplysninger - f.eks. adresser - til tredje part.

Selvom der ikke var fuld opbakning blandt eksperterne til at princippet om, at borgerne selv ejer persondata var der enighed om, at der er brug for politisk prioritering, både kommunalt og nationalt. Der er nemlig modstridende hensyn på spil her. På den ene side står ønsket om at nyttiggøre persondata, på den anden side står ønsket om, at den enkelte bevarer kontrollen med sine egne data.

Hvad skal der til for at borgeren får nem adgang til egne persondata og til at følge egen sag?

Ingen af disse ønsker er opfyldt i dag. Men eksperterne mente, at disse ønsker er dækkende også for den øvrige befolkning, og at de derudover er vigtige for den fremtidige udformning af elektronisk selvbetjening.

Eksperterne understregede først og fremmest vigtigheden af, at den tekniske og juridiske sikkerhed skal være helt i top, hvis borgerne skal have let adgang til egne data og sager. Det var ikke tilfældet i februar 2000.

Desuden er der behov for politik på området: En kommunalpolitisk beslutning som kan understøtte borgernes ønske om nem adgang, og støtte at ønsket realiseres.

Det skal afklares, hvad det er for en type adgang til egne data, som borgere i givet fald skal have. Dette har betydning for den tekniske udformning: Drejer det sig om nem adgang til en offentlig database med rå data? Eller drejer det sig om indførelse af elektronisk dokumenthåndtering, hvilket er nødvendigt, hvis borgeren skal kunne følge sin egen sag?

Eksperterne så en række fordele ved at lette adgangen til egne oplysninger. Her tog mange afsæt i ideen om et borgerkonto, der samler den enkeltes data og giver overblik over vedkommendes mellemværender med det offentlige. Det er positivt, at folk til enhver tid kan se, hvad det offentlige ved om dem. Det bliver lettere at se, hvilke oplysninger der ligger til grund for beskatning og offentlige ydelser. Og der er mulighed for at pege på fejl i sagsbehandlingen eller rette forkerte oplysninger. For den vågne eller ressourcestærke borger kan det blive et vigtigt skridt i retning af større retssikkerhed og større tillid til det offentlige. For den borger, der ikke ønsker eller ikke kan overskue at følge med i denne udvikling, er gevinsterne mindre synlige.

Denne perspektivering af sikkerhed og åbenhed kom også til udtryk blandt borgerne i undersøgelsen. En fremhævede, at hvis kommunen åbnede for, at borgerne kunne se deres egne data, kunne det få stor betydning for den måde, som man er borger på i kommunen:

“Jo mere oplyst du er og jo mere adgang du har til tingene, jo mere ansvar har du også for dit eget liv. Jeg tror derfor, at det er vigtigt, at borgerne ved, hvad der står i papirerne. Og hvis de ikke ved det, at de nemt kan få det at vide.”

Deltagerne peger altså på, at en større åbenhed kunne blive et stort og vigtigt løft til bedre samarbejde mellem borgere og kommune.

Hvad er følsomme data?

Interviewene viser, at det spørgsmål er et tema i borgernes bevidsthed, og at man ønsker at have kontrol med, hvem der har adgang til hvilke data. Det illustrerer følgende interviewcitater:

“Som almindeligt menneske, så har jeg sgu ikke meget at skjule. Hvis der er nogen, der synes, at det er sjovt at se, hvad jeg tjener - ja, så skal de da have lov til det”........”Hvad skal de kunne stjæle fra mig? At de får at vide, at jeg har to børn, og at min læge det er ham der?”

Deltagerne skelnede mellem hvad man kan kalde personlige oplysninger og fortrolige eller følsomme oplysninger. Som citatet viser var bekymringen omkring sikkerheden for personlige oplysninger som for eksempel løn, skat, ægteskabelig status og antal børn ret begrænset. Ikke at oplysningerne skulle offentliggøres, men snarere at dem kunne kommunen godt få uhindret adgang til.

Deltagerne var til gengæld bekymrede over adgangen til de mere fortrolige og følsomme oplysninger og nævnte her oplysninger som fjernelse af børn fra hjemmet eller psykiatrisk indlæggelse og behandling. Sådanne oplysninger skal der være begrænset adgang til, og flere af deltagerne ønskede selv at have muligheden for at autorisere adgangen til dem.

En anden udbredt bekymring hos borgerne var, hvordan det ville blive opfattet, hvis man siger nej. Nej til at lægge sit CPR nummer på nettet som led i elektronisk selvbetjening eller nej til at autorisere en eller flere personer i kommunen med henblik på at give vedkommende adgang til ens personfølsomme data:

“.....hvis man ikke giver adgang, så er det også straks der, de begynder at spørge, ‘hvorfor mener du ikke, at den kan komme med der?’ Det kunne jo være fordi man ville snyde et sted.”

Nogle borgere frygtede altså en mistænkeliggørelse af dem, der ønsker at stå uden for systemet. Derfor var det vigtigt for dem, at borgerne var med til at definere grænserne for forvaltningens anvendelse af deres oplysninger.

Også eksperterne tematiserede denne problematik og spurgte blandt andet “Hvilke persondata er følsomme?” Ifølge juraen er definitionen helt klar. Følsomme data omfatter blandt andet oplysninger om helbred og forhold vedrørende straf, sociale problemer, familie samt religiøs og seksuel orientering.

Men den enkelte borger kan have sin egen helt subjektive opfattelse af, hvilke oplysninger der er følsomme. Disse subjektive vurderinger kan meget vel tænkes at gå på tværs af de juridiske skel. Som nævnt mener Holstebro borgerne, at det stort set er problemfrit at lægge CPR-nummeret på nettet. En nye undersøgelse fra Forskningsministeriet om IT-parathed i tre danske regioner peger i den stik modsatte retning.

Det tyder på at der kan være brug for en offentlig debat, der i højere grad sætter fokus på, hvordan borgeren oplever spørgsmål vedrørende personlige data og overvågning.

Teknologirådet gennemfører den 17.- 20. November 2000 en konsensuskonference, hvor borgere stiller spørgsmål til eksperter om overvågning. Det kan forhåbentlig medvirke til at sætte mere skub i denne debat.

Hollandske borgere om privatlivets fred

En stor undersøgelse fra det hollandske Rathenau instituttet ^[3] forsøger at kaste lys over, hvor grænserne går mellem følsomme og ikke-følsomme personoplysninger for borgere i et moderne informationssamfund med stadig voksende muligheder for indsamling og udveksling af persondata.

Fokus i undersøgelsen er det komplekse spørgsmål om privatlivets fred - og hvornår den krænkes.Svaret er forskelligt fra person til person og fra det ene eksempel på overvågning til det andet. Eksemplerne var udveksling af sundhedsoplysninger, trafikovervågning med kamera, forebyggelse af ungdomskriminalitet, information om kunder. Det afhænger også af den sammenhæng det foregår i, f.eks. af, hvem der skal anvende og forvalte oplysningerne? Om formålet opfattes som nyttigt og vigtigt? Om overvågningen opfattes som relevant i forhold til formålet? Og naturligt nok ændrer disse opfattelser sig ganske meget over tid.

Den hollandske undersøgelse viser, at personernes holdning til overvågning og registrering i høj grad afhænger af, hvem personen er, og hvilke værdier som er vigtige for vedkommendes opfattelse af, hvad privatlivets fred vil sige. Er det krænkelsen af personens uafhængighed og bevægelsesfrihed - kontrol med eget liv - lighed - selvrespekt - frihed for stigmatisering og manipulation , der er afgørende for, om personen føler sig krænket? - Det er ikke ens for alle mennesker.

Hver person synes at tolke privatlivets fred på sin egen måde. Og selv om der er visse mønstre i det, er der ingen grund til at tro, at de subjektive opfattelser, af hvad følsomme data er, altid stemmer overens med juraen på området.

Derfor er der god grund til at arbejde med borgernes opfattelse af, hvilke persondata der er følsomme i en tid, hvor overvågning og registrering bliver nemmere og nemmere at gennemføre. Overvågning kan komme til at fremstå som en nødvendighed i mange sammenhænge, hvor man tidligere kun kunne drømme om, at gøre det .

Det er en oplagt opgave for kvalitativ samfundsforskning at lytte til borgerne opfattelser af disse svære spørgsmål. Og det er vigtigt, at resultaterne bliver formidlet videre til politikere og forvaltninger og brugt som input i den fortsatte debat om lovgivning og regulering. Men derudover er jeg overbevist om, at der bør foregå en løbende dialog om følsomme data og privatlivets fred mellem kommune og borgere. For eksempel i det nye IT-borgerpanel i Holstebro og forhåbentlig også andre steder.

Er borgernes tillid til den digitale forvaltning naiv?

Som nævnt gav mange af de interviewede borgere udtryk for en vis “pragmatisk ubekymrethed” med hensyn til kommunens adgang til registrering og samkørsel af registre. Det blev begrundet med, at man fandt formålet nyttigt og vigtigt, for eksempel at afsløre socialt bedrageri. Eller det kunne bruges til venlig og aftalt overvågning af borgerens mellemværender med kommunen.

Samtidig kan den pragmatiske ubekymrethed ses som udtryk for en udbredt tillid til, at myndighederne ikke vil misbruge de mange nye muligheder. Selvom den i dette citat også er ispækket en vis resignation:

Generelt stoler jeg på kommunen, det bliver jeg nødt til, for hvis jeg ikke gjorde det, så gik jeg rundt og var mistænksom hele tiden.”

Her ligger måske det egentlige indhold i den pragmatiske ubekymrethed. Det er næsten livsnødvendigt at have tillid til en så vigtig partner som kommunen. Hvis ikke man kan have det, kan tilværelsen blive forpestet at mistænksomhed.

For mig at se, er det misvisende at reducere borgernes tillid til kommunen til naivitet. Det er vigtigt at gøre sig klart, at tilliden er en social relation, som man skal passe på, fordi den hele tiden kan forandre sig, og at kommunen har det store ansvar for at bevare denne tillid. Det var borgerne også inde på, når de krævede, at

“Kommunen skal udvise tilbageholdenhed (med hensyn til at bruge samkørsel og overvågning), og en etik og en etikette som skal være meget stor...

Kender borgerne love og regler om retssikkerhed? Ved de, hvordan de bruges i kommunal forvaltning?

I diskussionerne med borgerne om registrering og samkørsel, specielt i forbindelse med den såkaldte Borgerkonto, blev vi opmærksomme på, at deltagerne generelt ikke kender de begrænsninger, som forvaltningslovens bestemmelser lægger på den kommunale administrations adgang til data. I diskussionerne omkring disse begrænsninger var deltagerne overraskede over, hvad de typisk opfattede som en noget buraukratisk proces, for eksempel derved at der var “vandtætte skotter” mellem forskellige forvaltninger, og det vil normalt tage tid og kræve noget besvær at udveksle oplysninger om personer.

Der er ingen grund til at tro, at borgerne i Holstebro har mindre kendskab end andre danske borgere til regler og love, som skal beskytte borgernes retssikkerhed. Men hvis man ikke har sådan et kendskab, er det også svært at forholde sig til ændringer af reglerne, eksempelvis i forbindelse med indførelse af selvbetjening. Generelt må det anses for svært for borgerne at forholde sig til de risici, der ligger i informationssamfundet. Ligesom det måske kan være svært at gennemskue, hvilke nye muligheder som teknologien giver den enkelte borger.

Ovenstående peger på, at den viden og kompetance, som der er brug for for at klare sig i informationssamfundet, langt fra kun drejer sig om teknologi. I forbindelse med selvbetjening i det offentlige er det nok så vigtigt at vide noget om sine rettigheder som borger og om regler og arbejdsgange i den offentlige forvaltning.

Også her ser jeg et oplagt arbejdsområde for det nye borgerpanel i Holstebro. Det er vigtigt, at der foregår en løbende dialog om temaet: Hvad borgerne egentlig ved om retssikkerhedsreglerne og om hvordan kommunen bruger disse. I borgerpanelet vil spørgsmålet kunne rejses i forbindelse med konkrete eksempler og bruges til at diskutere, om borgernes eventuelle manglende kendskab er et problem, og hvad der i så fald kan gøres ved det.

Eksperterne var enige med Holstebro-borgerne i, at hele persondataproblematikken og de nemme teknologiske muligheder for at “hæve skotterne i forvaltningen” fordrer, at kommunerne arbejder mere aktivt med etik og etikette, i det hele taget gør mere for at synliggøre og formidle de gældende regler for god forvaltningsskik til borgerne.

Afslutning: Eksperternes anbefalinger

Man kan sige, at eksperternes anbefalinger i høj grad var styret af en grundlæggende opfattelse af, at der er et godt stykke vej endnu, før borgernes ønsker kan realiseres. Det lå også i denne opfattelse, at hvis politikere og kommuner ønsker, at udviklingen skal indrettes efter borgernes ønsker, så er det nødvendigt at bruge en del kræfter på at skaffe mere viden herom blandt andet gennem forsøgs- og udviklingsprojekter, som kan bidrage til, at systemer, forvaltninger og borgere kommer til passe sammen ^[4]

Nedenfor nævnes de af eksperternes anbefalinger, som særlig vedrører de problemstillinger jeg har kunne komme ind på i denne artikel. Man kan finde borgernes ønsker og eksperternes anbefalinger i deres fulde udstrækning i den tidligere omtalte rapport fra Teknologirådets projekt.

Hvem ejer oplysninger om borgere?
Der er brug for at fremme en debat om brug af persondata. Både borgere og eksperter formulerer en række - til dels modstridende - ønsker. For eksempel står borgernes ønske om at eje data i direkte modsætning til holdninger, der betoner vigtigheden af genbrug og samkørsler af oplysninger i forvaltningen. Samtidig rejser udbredelsen af elektronisk forvaltning og handel spørgsmålet om overvågning og formålet hermed, privatlivets fred, følsomme og ikke-følsomme data, effektiv forvaltning og videresalg af data.

Synliggørelse af god skik for behandling af persondata.
Kommunerne bør arbejde for, at de juridiske og etiske retningslinier for behandling af persondata er kendte af medarbejdere og borgere. Et konkret forslag er at lægge retningslinierne på internettet, så borgere nemt kan se, hvad der sker med de afgivne oplysninger.

Nationalt udredningsarbejde om den digitale forvaltning set “nedefra”.
Hvordan styrkes borgerens overblik og indflydelse i den digitale forvaltning? Projektet bør sætte fokus på teknologiske løsninger, der kan fremme borgernes kontrol med eget liv. Det bør omfatte emner som demokrati, brugervenlighed og borgerrettet information. Oplagte deltagere er samfundsforskere og udbydere af softwareløsninger til kommuner og andre offentlige institutioner.

Iværksætte forsøg med lokale borgerpaneler.
Flere kommuner bør som Holstebro tage initiativ til en tættere dialog med borgerne om udviklingen af hjemmesider og elektronisk forvaltning.

Men politikerne blev også sat i arbejde. Der er grund til at fremhæve, at eksperterne pegede på, at udviklingen i øjeblikket ser ud til at gå den gale vej i forhold til borgernes ønsker om nem adgang til og kontrol med brugen af persondata.

Derfor er der som nævnt brug for politisk afklaring og prioritering mellem modsatrettede hensyn: hensynet til forvaltningernes behov for genbrug, samkørsler, datadeling, datafællesskaber står her overfor hensynet til borgernes ønsker om selv at kunne bestemme hvornår og til hvilke formål deres persondata kan anvendes.

Litteraturhenvisninger

Forskningsministeriet, Omstilling til netværkssamfundet. IT-politisk redegørelse til Folketinget, januar 2000

Andersen, Ida-Elisabeth, Jacobsen, Lars, Rosenkrands, Jacob: Kommunen på nettet, Teknologirådet 2000. Rapporten på nettet:

Rathenau, Privacybeleving van burgers in de informatiemaatschappi med engelsk summary, Den Haag 1999

Statskontoret 2000:21, 24-timmarsmyndighet, Stockholm 2000

^[1] Artiklen bygger i vid udstrækning på projektrapporten (se litteraturliste). De metodiske forbehold og begrænsninger som omtales i rapporten vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne artikel.

^[2] Eksperterne kom fra forskningsverden, virksomheder og myndigheder. Navneliste findes i projektrapporten

^[3] Afsnittet bygger på det engelske summary og yder ikke rapporten retfærdighed, se henvisning.

^[4] Også i Sverige er man opmærksom på denne problematik, se 24-timmars myndighet.


	[Home] [Nyheder] [Medlemmer] [Grundidé'en] [Projekter] [Services] [SiteMap]